Yndlingsscene fra Wringer

Aktivitetsoversigt

At lade eleverne vælge et yndlingscitat eller -scene fra bogen giver dem mulighed for at udtrykke, hvilke dele af historien, der resonerede med dem på et personligt plan. På denne måde skaber eleverne en tekst-til-selv-forbindelse, der viser deres forståelse af karaktererne og deres udvikling eller romanens temaer. Eleverne kan dele deres storyboards bagefter og have en kort diskussion om, hvad citaterne betyder for dem.

Nogle elever kan ende med at vælge det samme citat, men har forskellige perspektiver. Dette er altid interessant for eleverne at se og kan åbne op for en diskussion om, hvordan ikke alle kan læse de samme linjer på samme måde baseret på deres egne perspektiver og personlige erfaringer.

Eksempler på citater fra Wringer

"Han ville ikke være en vrider. Dette var en af de første ting, han havde lært om sig selv. Han kunne ikke have sagt præcis, hvornår han lærte det, men det var meget tidligt. Og mere end tidligt var det dybt inde. I maven, som sult."

"I øjeblikket spekulerede han på, om han ville få The Treatment, men han skubbede til den tankeside. Han var ved at blive grådig. Han var allerede blevet velsignet nok til en dag.”

"Det var meningsløst at sige mere, meningsløst at sige, jeg kan lige så godt lide deres gaver som dine, fordi de gjorde det selv. Det betyder noget. Det betyder, at vi kom ind i dit hus. Vi gav dig en cigarskod. Du er en af os."

"... pludselig blev sollyset kort klippet, som om en side var blevet vendt foran en pære."

“I løbet af ugen sagde hans far mange ting, mest med hænderne. Han gned Palmers hår og klemte hans skulder og trak i hans skjorte og kildede hans ribben og trak ham bagud med en finger kroget i baglommen på hans jeans og børstede let siden af hans nakke med fingerspidserne, mens han stoppede og chattede med venner . Hver af disse ting havde en anden betydning for Palmer og dog den samme – et ulært sprog, af uhørte ord, som kom til at hvile på en varm og ventende siddepinde langt under hans ører."

"At dræbe duerne og sætte dem ud af deres elendighed nægtede stædigt at betyde det samme. Palmer tænkte på elendighed, og det forekom ham, at et haglgevær ikke var den eneste måde at afslutte det på. Når Palmer var elendig, for eksempel, holdt hans mor eller far ham tæt og tørrede hans tårer. Da Palmers mor eller far satte ham ud af hans elendighed, skød de ham ikke, de tilbød ham en småkage. Hvorfor tog folket så på Duedagen våben i stedet for småkager?"

"Og for dem i nærheden, og endelig for Beans selv, blev det klart, at selv nu, selv så tæt på, stadig - stadig - ville hun ikke se på ham. Og så gjorde hun det. Hun talte. Men den person, hun talte med, var ikke Beans. Det var Palmer LaRue. Hun tog et skridt tilbage fra Beans og gik direkte hen til Palmer og stillede sig lige foran ham og sagde: "Hvorfor gør du det her mod mig?" Og bare sådan var pigen i den røde frakke og floppy hat ikke længere et mål. Hun var Dorothy, der var tårer i hendes øjne, og hun sagde til ham, ikke til nogen anden, men til ham, til Palmer: "Hvorfor gør du det her mod mig?" Og han vidste, at gennem de sidste uger havde hun trods alt haft ondt, og at det havde været ham selv, ikke Beans, der havde såret hende mest.”

"På en måde mere følt end antaget, fornemmede han en sammenhæng mellem Nippers fravær og Dorothys ord, som havde forfulgt ham uden ophør."

"De skyder dem." I lang tid rørte Dorothy Gruzik sig ikke. Det så ud, som om hun ventede på, at regnen skulle falde ind i hendes mund. Da hun endelig vendte blikket tilbage til Palmer, ønskede han, at han ikke var der. "Hvad?" hun sagde. "De skyder dem," gentog han, og ordene var støvede og bitre på hans tunge. Der syntes kun én måde at slippe af med den dårlige smag, og det var at skylle munden ud med flere og flere ord.”

"Så begyndte han at lugte den grå og sure lugt, selv når hans far ikke var der, selv når duedagen var forbi. Det kan ske om morgenen, mens han sad i skolen, eller om natten, mens han lå i sengen. Det kunne endda ske i hans fars skød midt om vinteren, hvor haglgeværet havde været låst inde i flere måneder. Duften kom helt sikkert på hans fødselsdag. Det spolerede ikke hans fødselsdag, da det ikke spolerede hans fars skød, men det ændrede de ting, så de ikke havde det helt så godt som før."

"Dernæst vidste han, at han blev rykket ud af sengen og op på fødderne. "Kom nu," hviskede Beans, "vi har et sted at tage hen." Det faldt ikke Palmer ind ikke at tage med. Da chokket forsvandt, indså han, hvilken ære han havde fået. Forestil dig: For en måned siden ignorerede disse fyre ham undtagen for at drille ham; nu sneg de sig ind i hans hus og klatrede i seng med ham. Palmer LaRue. Fantastiske!"

“Han elskede at se dem lege med hans fødselsdagsgave. Hvert dunk på en fod sagde: Vi sparker til din fodbold. Vi kan lide dig. Du er en af os."

Hvis streak, i modsætning til Beans, var sagtmodig, ikke ond. Som løb med bønner og mutto. Hvem gjorde, hvad de gjorde. Men det var anderledes."

"I det fuldstændige mørke følte han, at han ikke var andet end ører og fingerspidser. Han kunne mærke Nippers hjerteslag, puttede sig bag tandstikkerribbenene som en lille scooter. Han kunne mærke trofæduens kolde, gyldne blik to rum væk. Stilheden i huset om natten var ikke total. Et eller andet sted tikkede et ur. Knirken og knirken kom fra nærliggende og fjerne kvarterer, som om huset rykkede i sin egen søvn."

"Den nedgående sol så ud til at have skænket sit sirupsagtige lys over den skorpede sne, så almindelige husdele og baghaver i dette falmende øjeblik virkede som en spektakulær hindbærdessert."

"Henry stirrede op i himlen. Palmer så Henry for, hvad han var: en fange, stærk nok til at advare ham om i aftes, men for svag til at gøre andet end at følge Beans. Han så noget af sig selv i Henry, og endnu værre, hvad han kunne blive."

"Samme gamle Dorothy på den anden side af gaden, som han havde kendt hele sit liv. Og alligevel, på en eller anden måde, ikke den samme gamle Dorothy. Selvom hun så ud som altid, havde Palmer set noget andet i hende på det seneste. Hvad det end var, registrerede det ikke i hans øjne, men i hans følelser og var tydeligst kendt for ham ved dets fravær i selskab med andre end hende. Det fik ham til at føle sig svævende."

“... han fortalte hende igen og igen, at det gjorde han ikke, han ville virkelig ikke være en vrider. Dorothy hoppede ned fra skrivebordet. Hun gik på tværs af lokalet og stillede sig foran Palmer og så ham lige ind i øjnene. "Så lad være," sagde hun. Hun fik det til at lyde så enkelt."

"Prisen for fred havde været høj: at fordrive sig selv fra banden, udråbe sig selv som forræder, forvise sit elskede kæledyr. Til en sådan pris burde en fred være fremragende. Men da Palmer rakte ud efter den og prøvede at smage den, var den der ikke."

"Når det kom til duer, stolede han ikke på nogen i byen, undtagen måske Dorothy Gruzik."

"En uventet episode indtraf under dette års begivenhed. På et tidspunkt sidst på eftermiddagen styrtede en ukendt dreng ind på skydefeltet og hentede en såret due. Skydningen blev øjeblikkeligt standset, og den hensynsløse dreng, der måske ledte efter et usædvanligt kæledyr til sig selv, blev lov til at forlade lokalerne med fuglen.